Sankt Annæ Plads 1950

I dag skal maleren komme. Jeg har fået min fineste kjole på. Den er fra Amerika, med små vingeærmer og nederdel i etager.

Maleren er en stor mand. Han lugter af lavendler og herreværelse, og da han tager malerkassen frem, lugter der af oliemaling og terpentin. Med ét er hjemmet forvandlet.

Jeg skal stå helt stille, og det kan jeg sagtens, jeg er jo næsten fire år. Vi taler om kjolen. Jeg ved, at det er ugedagenes navne, der står på den, – på engelsk, for i Amerika taler man ikke dansk. Maleren kender godt ugedagenes navne på engelsk, men han har vist ikke været i Amerika.

Min lyse mor tager lillesøster med det bløde røde hår op fra kravlegården. De skal være midt på billedet.

Nede i hjørnet dukker Elvira op. Hun er ikke min yndlingsdukke, men passer nok bedre i maleriet, for Babette har jo snart ikke mere hår på hovedet.

Min far skal også males. Nu behøver jeg ikke stå stille, men får lov at gå hen bag maleren, mens han finder min far frem på lærredet. Jeg er glad for, at han kan se, hvor smuk min far er. Jeg er knap fire år, og min far er den smukkeste mand i verden.

Maleren drikker rødvin, og nu lugter der igen anderledes i stuen. Maleren roser vinen, og min far lukker øjnene og smiler lige så stille.

For at se ordentligt må maleren sætte et glas i det ene øje. Det hedder en monokel og jeg kender ingen andre, der har sådan en. Men jeg har heller aldrig før set en maler.

Da han går, løfter han mig op. Det er ellers kun min far og min farfar, der tager mig op, og det er helt anderledes at blive omfavnet af en fremmed mand.

Han kommer igen på fredag. Friday.