Mor fylder 40 år, og maleren gratulerer med en bog om ”Dyr i Kunsten” og en smuk hilsen.
Mor er bestyrelsesformand i Fyens Sækkekompagni A/S. De har besluttet at lukke den ikke længere tidssvarende butik ”Sækkelageret” på hjørnet af Nørre Allé og Fælledvej. Da maleren hører det, understreger han, at stedet helt bestemt må forlades med en passende souper. Han er sikker på, at det er fyldt med atmosfære.
Som sagt, så gjort. Far køber råkost: østers, fersk røget laks, tatar, brøndkarse, dild, citroner. Der bliver tændt levende lys, for enten er der ikke el længere, eller også lyser butikkens lysstofrør simpelt hen for grimt. Vores kære underboere, mors kammerater fra kunsthistorie, indfinder sig også, champagnen bobler, og ganske stille lægger fortryllelsen sig over det store tomme lokale. |